Seehausen´s Travels The World 2008 - 2015: Rom

Vi skal på en længe ventet ferie til Rom og vi glæder os rigtig meget

Traditionen tro, så starter Jacob en tur i lufthavn med en "lille" øl

Meget genkendelig Ryan Air kabine

Flot udsigt igennem skyerne

Clear Sky all the way to Rome

Så er vi tjekket ind på Hotel Viminale i Rom, et fantastisk lille sted

Så begynder vores sightseeing, vi har besluttet at gå en tur og se det hele lidt an, så ligger vi en plan for hvad vi skal se bagefter

Vi har gået ned af mange små bitte gader og pludselig var vi ved Trevi Fountain... Så fint

Fontænen blev påbegyndt af Nicola Salvi i 1732, som muligvis var inspireret af nogle af Berninis gamle tegninger. Den endelige fontæne var bygget færdig i 1762af Nicola Pannini. Fontænen får sit vand fra en kilde kaldet Acqua Vergine-akvædukten. Kilden er opført af Agrippa 19 f.Kr. og blev i 1453 restaureret af Nikolaus 5.. Det centrale værk er udført af billedhuggeren Pietro Bracci, mens Filippo della Valle har lavet figurerne i sidenicherne på hver side.

Hovedfiguren er flankeret af to kvinder: Overflodens gudinde, der øser af sit overflødighedshorn, og sundhedens gudinde med en krukke, der omslynges af en slange. I nicherne ovenover anskueliggøres historien om Agrippa, der undersøger kilden, jomfruen har fundet, og som opkaldes efter hende: Acqua vergine (= jomfruvand). Vandet løber stadig frit fra et udspring inderst til højre i fontæne-arrangementet, og tidligere kunne man se ældre mennesker med spande hente vand derfra til eget brug. Dette vand blev anset som det ægte "jomfruelige vand", fordi det ikke var løbet gennem husenes rørsystemer. Gaden, der ender ved fontænen, hedder Via del Lavatore (= Vaskerens gade), for her ved vandposten boede den embedsmand, der havde ansvar for renholdet af Quirinalpaladset, hvor paven dengang boede.

Kirken Santi Vincenzo e Anastasio

Traditionen tro skal jeg smide en mønt i Travi Fountain

A coin thrown in Trevi Fountain is said to ensure the comeback to Rome, two coins thrown ensure romance with a Roman (either male or female), and three coins thrown ensure the marriage with him or her. This is demonstrated in the film Three coins in the fountain from 1954 telling the story of three young ladies working in the American Embassy in Rome who throw a coin in the fountain in order to find love.

One coin for coming back to Rome this is how we were trained, this is what thousands of tourists do each day when standing at Trevi Fountain. Revenues of this superstitious act add up to 600,000 Euros each year for Roman authorities.

This habit actually dates back to the 19th century, and it was founded, who would have guessed, by a German. Back then, Rome was the desired destination for many middle-class travelers who could afford a vacation. Many of these visited archaeologist Wolfgang Helbig (1839-1915), who worked as a private scholar and, most of all, as a dealer in antiquities in Rome (in fact, some modern authors assign him credits for one of the other particularly good forgery). In 1862, he had come to Rome as beneficiary of the German Archaeological Institute and soon got himself a permanent position there. The marriage with Russian princess Nadejda Schakowskoy enabled him to retire from service.

His wife brought him into contact with the sophisticated society for which he hosted jamborees. During one of these festivities he introduced the habit of throwing coins in Trevi Fountain. Most possibly he was inspired by the ancient sacrifices for bridge and spring deities. Travelers, especially from the Celtic and Roman cultural spheres, used to perform sacrifices to the deities residing in a stream. Tourists from Germany loved this custom that aligned themselves with their ancient predecessors. Their travel reports, letters and stories spread it in entire Europe, of course without crediting its inventor. He was almost entirely forgotten (except for archaeologists who still use his guide to the public collections of Classical antiquities in Rome). Up to the present day, some a tour guide presents the German invention as an old Italian folk custom.

Manden skulle også

Column of the Immaculate conception

The Column of the Immaculate Conception or la Colonna della Immacolata, is a nineteenth-century monument in central Rome depicting the Blessed Virgin Mary, located in what is called Piazza Mignanelli, towards the south east extension of Piazza di Spagna. It was placed aptly in front of the offices of the Palazzo di Propaganda Fide (offices for promulgating the faith), now renamed the Congregation for the Evangelization of Peoples.

The Marian monument was designed by the architect Luigi Poletti, the actual figure atop was sculpted by Giuseppe Obici and commissioned by Ferdinand II, King of the Two Sicilies. In part, he wanted to put closure to the dispute between Naples and the Papal States that had developed in the last century, when Naples abolished the Chinea, a yearly tribute offered to the Pope as ultimate sovereign of Naples.

Since December 1953, Pontiffs have visited the monument annually and offered a bouquet of flowers at the base of the column commemorating the Feast of the Immaculate Conception.

The column was dedicated on December 8, 1857. It celebrated the recently adopted (1854) dogma of the Immaculate Conception. The dogma had been proclaimed ex cathedra in the papal bull Ineffabilis Deus of Pope Pius IX. The structure is a square marble base with statues of biblical figures at the corners that uphold a column of Cipollino marble of 11.8 meters. Atop the column is a bronze statue of the Virgin Mary, sculpted by Giuseppe Obici. The standard imagery of the immaculate conception is used: a virgin on a crescent, atop the world, stomping a serpent (a symbol of the original sin assigned to all women since Eve, except the Virgin Mary).

The Corinthian column itself was sculpted in ancient Rome, and was discovered in 1777 during the construction of the monastery of Santa Maria della Concezione located in this area, the site of the former Campus Martius. The original column once bore the goddess Minerva carrying a shield, now lost in history. At the base are four statues of Hebrew figures that gave portent of the virgin birth, each accompanied by a quote of a biblical verse in Latin, including David (by Adam Tadolini), Isaiah (by Salvatore Revelli), Ezekiel (by Carlo Chelli), and Moses (by Ignazio Jacometti).

Profeten Isaiah

Patriarken Moses

Så er vi fremme ved den Spanske trappe

Den Spanske Trappe (ita. Scalinata della Trinità dei Monti) ligger i Rom ved Piazza di Spagna, som har navn efter den spanske ambassade. Trappen og pladsen er ikke bygget for spanske penge, men opført og betalt af en fransk diplomat. Han var træt af den mudrede vej, der førte op til kirken Trinità dei Monti, der også var bygget for franske penge.

Trappen var færdig i 1725. For foden af trappen findes et springvand, der er tegnet af Gian Lorenzo Bernini eller måske af hans mindre kendte far og opført i 1627, i senbarokken.

Trappens primære funktion er at danne forbindelse mellem Piazza di Spagna og Trinita dei Monti, men der skulle gå 140 år efter kirkens indvielse, før trappen stod færdig i 1725. I alle disse år måtte folk gå ad stejle, lerede fodstier for at komme fra Piazza di Spagna op til kirken.

Egentlig er navnet ”Den Spanske Trappe” misvisende. For den har ikke andet med Spanien at gøre, end at den fører fra Piazza di Spagna. Dens eksistens skyldes en fransk diplomat, chargé d'affaires Entienne Gueffiers rundhåndethed, og den fører den op til den franske kirke og til Villa Medici, der huser l’Académie Nationale de Franceog er formel fransk territorium: Da Entienne Gueffier skænkede trappen til Rom, var det på den udtrykkelige betingelse, at den altid skulle forblive fransk territorium. Derfor betaler byen Rom hvert år stadig et symbolsk beløb i leje til den franske stat, for at romerne kan benytte trappen.

Efter første verdenskrig kom det romerske blomstersælgere til gode. Roms kommune besluttede nemlig at flytte dem bort fra trappens fod. Men det blev ikke til noget, da de klagede deres nød til den franske ambassade i Rom. Ambassaden erklærede, at ”blomstersælgerne befinder sig på fransk territorium, og dér skal de blive, så længe Frankrig består”.

Gueffier døde i 1660 efter at have boet i Rom i 25 år. Han havde fra sin bolig på Piazza di Spagna dagligt kunnet iagttage skrænten og de stejle fodstier op til kirken. Derfor besluttede han sig til i sit testamente at bekoste opførelsen af en trappe. Men der skulle altså gå endnu en menneskealder, før den så dagens lys.

Det skyldtes, at der fremkom en lang række ideer til trappens udformning, men den egentlig årsag til, at projektet blev trukket i langdrag, var en stærk uenighed mellem paven og den franske konge både om trappens udseende og om hvilken arkitekt, der skulle stå for udførelsen.

Nogle har hævdet, at den oprindelig ophavsmand til trappens form skulle have været Bernini, der efter sigende skulle have lavet en model. Ifølge den skulle en rytterstatue af den franske kong Ludvig 14 have indgået i projektet. Det blev imidlertid den franske arkitekt Francesco de Sanctis, der fik til opgave at skabe trappen.

Trappen navn skyldes altså, at den ligger ved Piazza di Spagna, der er opkaldt efter den spanske ambassade, der havde til huse på Palazzo di Spagna, og fordi området i 1600-tallet derfor blev anset for at være spansk territorium. Ja, endog i en sådan grad, at udlændinge, der gik på pladsen, risikerede at blive tvunget ind i den spanske hær.

Dengang havde den spanske ambassadør også pligt til at opretholde lov og orden på pladsen. Dertil skal han have benyttet et berygtet korps af napolitanere ”i bravi di Spagna”, og da ambassadøren som alle fremmede gesandter havde asylret, kunne forbrydere altid føle sig i sikkerhed inden for gesandtskabets område. Det benyttede banditterne sig af. Ofte dræbte og udplyndrede de deres ofre på Scalinata della Trinità dei Monti og fandt derefter ly i Palazzo di Spagna