Berlin - 2 af 3 - Sightseeing på egen hånd

Marianne og jeg er gået ud på egen hånd for at opleve lidt af Berlin....

Altes Museum

Altes Museum er det ældste museum på Museumsinsel i Berlin. Det blev grundlagt i 1830, og udstiller blandt andet antiksamlingen. De norske universitetsbygninger i Karl Johans gade er inspireret af Altes Museum.

Museet husede blandt andet Nefertiti-busten fra Det Ægyptiske Museum og Papyrussamling fra 2005 indtil 2009, hvor den blev flyttet til det nybyggede Neues Museum.

Schlossbrücke

Schlossbrücke er en bro over Spree i Berlin, Tyskland.

Broen ligger i den østlige del af boulevarden Unter den Linden i byens centrum. Den forbinder gaden med Lustgarten ogMuseumsinsel. På den anden side af broen hedder strækningen Karl-Liebknecht-Strasse. Broen blev bygget mellem 1821 og1824 efter tegninger af Karl Friedrich Schinkel.

German Historical Museum

Neue Wache

Neue Wache er en bygning ved alléen Unter den Linden i bydelen Mitte i Berlin, og blev bygget af den preussiske kongeFrederik Vilhelm 3. mellem 1816 og 1818 som vagthus og monument for de faldne i Napoleonskrigene.

Bygningen er et af hovedværkerne i tysk klassicisme, og blev tegnet af Karl Friedrich Schinkel.

August Fuhrmann: An der Neuen Wache, Unter den Linden 3. juni 1905

Neue Wache var frem til monarkiets ende i 1918 "Haupt- und Königswache". I1931 blev det omdannet af Heinrich Tessenow til mindesmærke for de faldne i 1. verdenskrig.

I DDR-tiden blev bygningen brugt til propagandaformål af stalinistregimet.

Efter den tyske genforening har Neue Wache været mindesmærke for alle ofre for krigen. Det indre rum udformet af Tessenow blev rekonstrueret, og en forstørret kopi, lavet af Harald Hacke, af skulpturen Mutter mit totem Sohn af Käthe Kollwitz, er placeret der.

Humbolt university

Reichstag

Rigsdagsbygningen i Berlin (tysk Reichstagsgebäude eller Reichstag) var sæde for Rigsdagen i det tyske kejserrige fra 1894til 1919 og herefter for Weimarrepublikkens Rigsdag og Nazi-Tysklands rigsdag frem til slutningen af 2. verdenskrig. Efter den tyske genforening blev Forbundsdagen i 1999 flyttet fra Bonn til Rigsdagsbygningen i Berlin.

Rigsdagen var parlamentet i det tysk-romerske rige og blev også navnet på parlamentet i Det nordtyske forbund i 1867 og i Det tyske Rige, da dette blev samlet som nationalstat i 1871.

Efter den tyske rigsgrundlæggelse i 1871 mødtes den nye Rigsdag i mindre bygninger på Leipziger Straße i Berlin, men de var for små. Allerede den 19. april 1871 bestemte Rigsdagen at opføre en rigsdagsbygning, og i 1872 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence med 103 deltagere. I juni 1872 blev forslaget fra arkitekten Ludwig Bohnstedt fra Gotha valgt. Arbejdet blev forsinket af problemer med at finde en egnet grund. Rigsdagen ønskede en grund, som tilhørte grev Atanazy Raczyński øst forPlatz der Republik, men grev Raczyński vægrede sig ved at sælge, fordi hans palæ fra 1844-47 lå der.

Rigsdagen fortsatte med at lede, og først i 1881 fandt den en løsning: grev Raczyńskis søn og arving solgte gunden øst for Platz der Republik. Der blev udskrevet en ny arkitektkonkurrence i 1882, og af 190 indsendte bidrag valgtes et forslag fra Paul Wallot fra Frankfurt. Grundstenen blev nedlagt af kejser Wilhelm 1. af Tyskland i 1884. Bygningen fik en stor kuppel af stål og glas, et teknisk mesterværk. Efter ti års kunne den tages i brug i 1894.

Da første verdenskrig sluttede, og kejseren abdicerede, proklamerede Philipp Scheidemann republikken fra en af Rigsdagens balkoner under revolutionsdagene i 1918. Weimar-nationalforsamlingen mødtes i byen Weimar i 1919 på grund af urolighederne i Berlin, men Rigsdagen fortsatte med at mødes i Rigsdagsbygningen under Weimarrepublikken.

Rigsdagsbygningens historie som sæde for Rigsdagen sluttede, da den 27. februar 1933 blev sat i brand. Den beskadigede Rigsdag, symbolet på demokratiet, blev ikke istandsat af nationalsocialisterne. Rigsdagen som institution holdt op med at fungere, og de få gange, den var samlet under de tolv år med nationalsocialistisk styre, mødtes den i en tidligere operabygning i nærheden (Krolloperaen). Det var også tilfældet, da Fuldmagtsloven blev vedtaget, og parlamentarisk demokrati ophørte.

Under 2. verdenskrig blev bygningen yderligere beskadiget. Som symbol på parlamentarisk demokrati havde heller ikke Stalinstotalitære regime meget til overs for bygningen, og den var et centralt mål for Den røde Hær, som i et kendt, manipuleret propagandafoto hejser det sovjetiske flag over bygningen, mens ruinerne af bygningerne omkring den brænder.

Under Den kolde Krig lå bygningen i Vest-Berlin nogle få meter fra grænsen til Øst-Berlin. Under Berlinblokaden, mens Stalin forsøgte at udsulte Vest-Berlin, samlede et enormt antal vestberlinere sig foran bygningen, og byens borgmester Ernst Reuterholdt en berømt tale, som endte med ordene Ihr Völker der Welt, schaut auf diese Stadt! ("I verdens folk, se på denne by!").

Bygningen var strukturelt intakt, men alligevel en ruin. Vesttysklands parlament mødtes i Bonn og havde ikke brug for bygningen. Det blev alligevel vedtaget, at den skulle restaureres i 1956. I forbindelse med restaureringsarbejderne 1961-1964blev den ødelagte kuppel fjernet. I årene frem til 1990 blev bygningen kun brugt til repræsentative møder en gang imellem og til en permanent udstilling kaldet Fragen an die deutsche Geschichte ("Spørgsmål til den tyske historie").

3. oktober 1990 blev den officielle genforeningsceremoni holdt i Rigsdagen med bl.a. Helmut Kohl, Richard von Weizsäcker ogLothar de Maizière. Det var en bevægende ceremoni med fyrværkeri. Dagen efter mødtes det tyske parlament,Forbundsdagen, symbolsk i Rigsdagen.

Den 20. juni 1991 besluttede Forbundsdagen efter omfattende debat at flytte regeringen og parlamentet tilbage til Berlin.

Året efter (1992) fik den britiske arkitekt Norman Foster til opgave at restaurere bygningen. Hans oprindelige forslag var temmelig forskelligt fra det, som blev realiseret og manglede den berømte kuppel.

Før restaureringen blev hele bygningen omsvøbt af Christo og Jeanne-Claude i 1995.

Restaureringen var meget omfattende, og alt bortset fra ydervæggene blev fjernet, også alle ændringer fra 1960'erne. Forbundsdagens sæde blev officielt flyttet fra Bonn til Berlin i april 1999. Restaureringen regnes som en stor succes. Rigsdagen med den store glaskuppel, som blev opført som en gestus til den oprindelige kuppel fra 1894, er en af de mest besøgte turistattraktioner i Berlin og giver et imponerende udsyn over byen, især om natten. Fra taget kan man også se ned på de folkevalgte især om dagen.

Brandenburger Tor

Brandenburger Tor er den mest imponerende og den sidste bevarede byport i Berlin. Der var oprindeligt 18 byporte på den gamle toldmur, som bestod fra det 18. og hen til midten af det 19. århundrede.

Under den kolde krig passerede Berlinmuren tæt vest om Brandenburger Tor, der således også blev et symbol på den delte by. Den første port er opført i 1731. Den fik en nyklassicistisk stil i 1788-91 fra tegninger af Carl Gotthard Langhans. Porten er 26 meter høj og 66 meter bred. Facaden af sandsten var oprindeligt malet hvid. Det kostede 110.902 "taler", 20 "groschen" og 10 "Phennige" at bygge Brandenburger Tor. Bygningen er opført ved Pariser Platz for enden af Unter den Linden og Charlottenburger Chaussee, nu Straße des 17. Juni.

Oprindeligt skulle porten have heddet "Frihedsporten" og quadrigaen (firspandet) øverst på porten, der er skabt af Johann Gottfried Schadow, skulle forestille "Fredens triumf", men blot 12 år efter skabelsen var freden slut. Napoleon lod i 1806 efter indtagelsen af Berlin Quadrigaen slæbe med til Paris som krigsbytte. Den kom tilbage i 1814, da Napoleon blev slået i slaget ved Leipzig, hvor mere end 100.000 døde på en dag. Quadrigaen blev atter stillet på porten, men Karl Friedrich Schinkel tilføjede et jernkors i laurbærkransen. Korset var tegnet af ham. Efter denne tid omtales skulpturen som sejrsgudinden Viktoria.

I 1987 holdt USA's præsident Ronald Reagan en tale foran porten på den vestlige side, hvor han i sin tale udfordrede den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov med ordene "Mr. Gorbatjov – tear down this wall!" om Berlinmuren.

Holocaust Memorial

Mindesmærke for Europas myrdede jøder (Tysk: Denkmal für die ermordeten Juden Europas eller Holocaust-Mahnmal) er etmindesmærke, som er beliggende tæt ved Brandenburger Tor i det centrale Berlin, Tyskland.

Det blev opført 2003-2005 efter tegninger af arkitekten Peter Eisenman som mindesmærke for alle jøder, der blev dræbt underholocaust og består af 2.711 betonpiller i varierende højde. Mellem pillerne er der 0,95 m brede gange. I alt strækker mindesmærket sig over 19.000 m². I tilknytning til det findes et underjordisk museum, hvor bl.a. udvalgte ofres livsforløb læses op.

Mindesmærket samt udstillingslokalerne har anslået kostet 28 mio. euro.

Førerbunkeren (tysk Führerbunker) var under 2. verdenskrig et stort tilflugtsanlæg i tilknytning til Rigskancelliet i Berlin. Den var bygget specielt for at beskytte Adolf Hitler og hans nærmeste medarbejdere, og det var i dette anlæg, Hitler tilbragte sine sidste dage og begik selvmord 30. april 1945.

Anlægget var stort, med soverum, opholds- og spiserum og kontorer for dele af partieliten og andre nøglepersoner. Det øvre af de to niveauer lå omkring 8,2 meter under jorden, og under dette var et niveau, hvor Hitlers personlige område befandt sig. Dette bestod af 17 små rum, og ud over Hitler opholdt blandt andre Eva Braun, Joseph Goebbels med familie og Ludwig Stumpfegger sig dér.

Der var adgang til bunkeren både fra den nye kancellibygning og fra kancellihaven.

Under 2.verdenskrig opholdt Hitler sig for det meste i Berghof eller Ulveskansen.

Da man fra officiel tysk side ikke ønsker, at førerbunkeren skal blive et monument for yderligtgående grupper, er bunkeren ikke indrettet som turistattraktion. I stedet henligger den under en parkeringsplads midt i Berlin.

Efter sigende skulle bunkeren være oversvømmet af vand, og nogle steder er loftet faldet sammen.

På vej til Check point Charlie, faldt vi over denne bygning

Checkpoint Charlie

Checkpoint Charlie var den mest kendte af grænseovergangene mellem Øst- og Vestberlin, mens byen var delt 1945-1990. Den lå på Friedrichstraße på grænsen mellem den sovjetiske og den amerikanske sektor. Den måtte kun passeres af ansatte ved de allieredes ambassader og militærorganisationer, ikke-tyske udlændinge, den varige repræsentation forVesttyskland og DDR-funktionærer.

Et kig udover Checkpoint Charlie i 1977, set fra den amerikanske sektor

Navnet Checkpoint Charlie er som udgangspunkt ikke særlig glamourøst – det betyder faktisk bare Kontrolpunkt "C", idet "Charlie" er ordet for bogstavet C i det Fonetiske Alfabet, som man blandt andet bruger i militæret for at undgå høre-fejl. Ikke desto mindre blev den til del i handlingen i mange spionfilm og romaner. Ved Checkpoint Charlie har der fundet enkelte spektakulære flugter og flugtforsøg sted, disse har kostet to mennesker livet.

Checkpoint Charlie nedlagdes 22. juni 1990 i forbindelse med Tysklands genforening. I dag kan dens aktive tid genopleves på Checkpoint Charlie Museum, der ligger lige ved. Derudover var der 31. oktober 2004 – 5. juli 2005 opstillet 1067 trækors i nærheden til minde om flugtofrene. Disse er nu fjernet, men til gengæld har Berlins kultursenator lavet et forslag om en mere permanent udstilling .

Topography of Terror

The Topography of Terror (German: Topographie des Terrors) is an outdoor and indoor history museum in Berlin, Germany. It is located on Niederkirchnerstrasse, formerly Prinz-Albrecht-Strasse, on the site of buildings which during the Nazi regime from 1933 to 1945 were the headquarters of the Gestapo and the SS, the principal instruments of repression during the Nazi era.

The buildings that housed the Gestapo and SS headquarters were largely destroyed by Allied bombing during early 1945 and the ruins demolished after the war. The boundary between the American and Soviet zones of occupation in Berlin ran along the Prinz-Albrecht-Strasse, so the street soon became a fortified boundary, and the Berlin Wall ran along the south side of the street, renamed Niederkirchnerstrasse, from 1961 to 1989. The wall here was never demolished. Indeed, the section adjacent to the Topography of Terror site is the longest extant segment of the outer wall (the longer East Side Gallery section inFriedrichshain being actually part of the inner wall not visible from West Berlin).

The first exhibitions of the site took place in 1987, as part of Berlin's 750th anniversary. The cellar of the Gestapo headquarters, where many political prisoners were tortured and executed, was found and excavated. The site was then turned into a memorial and museum, in the open air but protected from the elements by a canopy, detailing the history of repression under the Nazis. The excavation took place in cooperation with East German researchers, and a joint exhibition was shown both at the site and in East Germany in 1989.

In 1992, two years after German reunification, a foundation was established to take care of the site, and the following year, it initiated an architectural competition to design a permanent museum. A design by architect Peter Zumthor was chosen. However, construction was stopped due to funding problems after the concrete core of the structure had been built.  This stood on the site for nearly a decade until it was finally demolished in 2004 and a new building begun.

The construction of the new Documentation Center according to a prize-winning design by the architect Ursula Wilms (Heinle, Wischer und Partner, Berlin) and the landscape architect Heinz W. Hallmann (Aachen) was finished in 2010. The new Documentation Center was officially opened on May 6, 2010 by Federal President Horst Köhler on the occasion of the 65th anniversary of the end of World War II. The new exhibition and documentation building and the redesigned historic grounds were opened to the public on May 7, 2010.

Så er vi tilbage på hotellet, og vi har haft en fantastisk dag.. Nu skal vi have en kaffe og så skal vi gøre os klar til aftensmaden