Venedig - 1 af 4 - Turen går til Venedig

Vi er i lufthavn og klar til afgang - Turen går til det romantiske Venedig

Jacob får sig vannes tro en lille øl inden afgang

Så er vi i luften

Der bliver læst undervejs

Lidt info om venedig !

Venedig (italiensk: Venezia) er en by i det nordøstlige Italien og er hovedby i regionen Veneto. Den ligger ved en lagune i Adriaterhavet og er spredt over 118 øer. Befolkningstallet var 270.660 i 2009. Byen er mest kendt for sine kanaler.

Venedig blev grundlagt i det 5. århundrede, var allerede i det 11. århundrede en stor sømagt og var i det 14. århundrede den førende italienske bystat. Byen tilhørte Østrig fra 1798 frem til 1866, da den blev en del af kongeriget Italien. Preussen havde bortlovet Venedig til kongeriget Sardinien, det senere Italien.

Byen blev i 1987 optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Husene i Venedig er bygget på træ pæle, og mange steder ligger husene ikke mere end én meter over dagligt vande. Ganske vist er tidevandet i Middelhavet meget svagere end i fx Atlanterhavet, men specielt ved fuldmåne er risikoen for oversvømmelse stor. Ofte er der flere centimeter vand på Markuspladsen, så man lægger gangbrædder ud – det gælder også i selve Markuskirken. I 1966 stod vandet i én meters højde på Markuspladsen. Hertil kommer, at de gamle pæle, som byen er bygget på, er ved at rådne. Ikke mærkeligt, at Venedig adskillige gange har fået afsagt sin dødsdom, men alligevel lever byen i lagunen videre. Og millioner af turister strømmer til for at opleve en af verdens mest romantiske byer. Hvert år kommer mere end 12 millioner turister til Venedig, heraf 80% endags turister. På den anden side er befolkningen i Venedig mere end halveret gennem de sidste 50 år. Transportomkostninger er for høje. Det er ikke muligt at bygge nyt.

Venedig kaldes ofte for Adriaterhavets Dronning. Siden 1177 og så længe republikken bestod, blev der hvert år på Kristi Himmelfartsdag afholdt en ceremoni eller fest, kaldet Sposalizio del Mar ("ægteskabet med havet"). Festens højdepunkt var, når dogen efter at have modtaget patriarkens velsignelse kastede en guldring i havet med disse ord "Vi tager dig til ægte, o hav, som tegn på sandt og varigt herre."

Vi er nu ankommet til busstationen og skal ind til Venedig hvor vi skal bo

Venedigs Historie !

Da Romerriget går i opløsning omkring år 500, bliver livet omkring Venedig meget turbulent, og befolkningen lærer hurtigt at tage deres ejendele på nakken og flygte ud på øerne i lagunen, når fjenden nærmer sig. Først kommer visigoterne under Alarik, dernæst hunnerne under Attila, så ostgoterne og endelig langobarderne. Nogle af disse barbarer kommer alene for at plyndre, hvorefter de forsvinder igen. Andre gange slår de sig ned på fastlandet for længere tid. Efter longobardernes invasion i år 568 beslutter beboerne at forblive på øerne. Den første ø, der bliver beboet, er Torcello, som også bliver samfundets religiøse centrum, men siden bliver samtlige 118 øer taget i brug. Da problemet med malaria bliver for påtrængende, begynder man at flytte til Venedig, først til den "høje bred", Riva Alta hvor Rialto-broen ligger.

I år 584 betyder de facto delingen af romerriget at Venedig bliver en del af det byzantiske rige, men de opnår ikke desto mindre en høj grad af selvstændighed. Byen lever af at sælge salt til fastlandet. Beboerne i Venedig bliver hurtigt et dygtigt handelsfolk, der til lands og især til vands udvider deres handelsområde, så de snart dominerer handelen med krydderier, silke mv. fra østen. Øboerne organiserer sig i et ordnet samfund med fælles love og en fælles leder, dogen. Den første doge udråbes i 697, og med kortvarige afbrydelser undervejs består dogestyret i 1100 år indtil 1797. Mange af de første doger blev myrdet pga utilfredshed fra undersåtterne. Nogle gange "slipper de med" at blive fordrevet efter at have fået øjnene revet ud. Endelig vælger nogle doger af egen drift at træde tilbage og i stedet vælge det rolige klosterliv. Valget af dogen skifter karakter fra at have været et folkeligt anliggende til at blive et privilegium for aristokraterne. For at sikre dette privilegium besluttes, at dogens søn under ingen omstændigheder kan efterfølge sin fader, uanset kvalifikationer. Samtidig bliver stadig større dele af magten lagt i hænderne på forskellige forsamlinger som Storrådet, Timandsrådet og "De Vise", ligesom den forfatningsed, som den nykårede doge må underskrive, får karakter af en håndfæstning. Da det flere gange sker, at den person, som er valgt til doge, afslår hvervet, beslutter Storrådet, at ingen kan undslå sig, når han først er blevet valgt. Der er eksempler på, at personer er flygtet af frygt for at blive valgt, hvorefter Storrådet har bragt den pågældende tilbage med magt og påtvunget ham dogeværdigheden. Republikkens 11. doge, Giustiniano Partecipazio, som regerer fra 827-829, grundlægger den første Markuskirke og det første Dogepalads på det sted, hvor de eksisterende bygningsværker ligger i dag.

I løbet af det 11. århundrede erobrer Venedig handelspunkter i den sydlige del af landet. Byzans begynder nu at blive lidt bekymret over Venedigs voksende magt, og de allierer sig med Venedigs konkurrenter, Pisaog Genova. Venedig under doge Enrico Dandolo (1192-1205) svarer igen ved at gå i spidsen for det 4. korstog og – mod en svimlende betaling – stille en flåde på 300 skibe til rådighed for korsridderne. Men på trods af pavens vrede vælger styrken at indtage Konstantinopel i stedet for at befri Jerusalem, hvilket ellers er missionens erklærede mål. I en barbarisk blodrus rippes byen for alt af værdi. Det sker i 1204. Broderparten af det rige krigsbytte tilfalder Venedig, hvilket er med til at sikre byens velstand.

I 1271 kommer Marco Polo til Kublai Khans hof, hvor han bliver de følgende 17 år. I 1292 vender han tilbage i triumf til Venedig og udgiver sine farverige rejsebeskrivelser.

Krigen mod Genova står på i flere hundrede år, og den afsluttes med en indædt kamp fra 1374-1380. Genova tilføjer den venetianske flåde et knusende nederlag i slaget ved Pola, og den slagne admiral, Vettore Pisani kastes i fængsel. Men da Genova trænger helt frem til Lido'en, kræver flåden at få deres admiral tilbage. I en hast får han gjort flåden kampklar, og i 1380 tilføjer han fjenden det afgørende nederlag.

Venedig fortsætter sin ekspansion på fastlandet, hvor de erobrer Brescia i 1426 og trænger frem mod Milano. I 1450 indgås en fredsaftale mellem Milano og Venedig. Da jøderne udvises fra Spanien, efter at maurerne er blevet slået tilbage i 1492, bosætter mange af dem sig i Venedig, hvor der opstår en stor jøde-ghetto. Venedigs storhedstid som handelscentrum og magtfaktor er dog ved at være forbi. I 1492 opdagerChristoffer Columbus, som er genovesisk sømand i spansk tjeneste, "den nye verden", Amerika. I 1498 finder portugiseren Vasco da Gama en ny søvej til Østen syd om Kap Det Gode Håb.

Kampene mod tyrkerne, som i den mellemliggende periode har opbygget en duelig flåde, blusser op igen. I 1453 erobrer tyrkerne Konstantinopel. Da den venetianske flåde i flere omgange rammes af pest, ender det med, at tyrkerne kan trække sig ud af kampene som de reelle sejrherrer, og selv om Venedig formelt har vundet krigen, må de betale krigsskadeserstatning til tyrkerne. I 1573 må Venedig afstå Cypern til tyrkerne. Imidlertid blomstrer kulturlivet i Venedig, som får en voksende betydning som kulturcentrum for bygningskunst, musik, teater og det berømte karneval.

Da Napoleon dukker op på scenen, er republikkens dage talte. Den 12. maj 1797 tvinges dogen Lodovico Manin, den 120. i rækken, til at abdicere, og i stedet oprettes et provisorisk styre under fransk kontrol. Franskmændene planter "et frihedens træ" på Markuspladsen – en hån mod et folk, som for første gang i 1100 år har mistet deres frihed. Senere på året sælger Napoleon Venedig til østrigerne mod i stedet at få et stykke af Lombardiet. Under revolutionsbølgen i 1848 forsøger venetianerne at befri sig af de østrigske lænker. Det lykkes i første omgang, og Venedig udråbes igen til en republik med frihedshelten Daniele Manin som leder. Men Østrig vender frygteligt tilbage med en veludrustet hær under feltmarskal Joseph Radetzky, som belejrer byen og udsætter den for voldsomme bombardementer. På randen af hungersnød og plaget af kolera må venetianerne overgive sig. Først i 1866, efter at preusserne har slået østrigerne, kommer Venedig med i det nye italienske kongerige.

Nu skal vi se Venedig

Byen med de mange kanaler

Uret sættes, så kan vi følge med i hvor langt vi går.

San Simeone Piccolo

San Simeone Piccolo (also called San Simeone e Giuda) is a church in the sestiere of Santa Croce in Venice, northern Italy. From across the Grand Canal it faces the railroad terminal serving as entrypoint for most visitors to the city.

Built in 1718-38 by Giovanni Antonio Scalfarotto, the church shows the emerging eclecticism of Neoclassical architecture. It accumulates academic architectural quotations, much like the contemporaneous Karlskirche in Vienna. Wittkower in his monograph, acknowledges San Simeone is modeled on the Pantheon with a temple-front pronaos, on the other hand, the peaked dome recalls Longhena's more embellished and prominent Santa Maria della Salute church. The centralized circular church design and the metal dome recalls Byzantine models and San Marco, though the numerous centrifugal chapels are characteristic of Post-Tridentine churches.

This was one of the last churches built in Venice, in one of its poorer sestieri.

The pediment of the entrance has a marble relief depicting "The Martyrization of the Saints" by Francesco Penso, known as "il Cabianca". Saint Simon was apparently the martyred cousin of Christ, martyred as a Jew by the Romans.

The mass is celebrated according to the 1962 Roman Missal by the Priestly Fraternity of St. Peter.

Ponte Degli Scalzi

The Ponte degli Scalzi (or Ponte dei Scalzi), literally, "bridge of the barefoot [monks]", is one of only four bridges in Venice, Italy, to span the Grand Canal.

The bridge connects the sestieri of Santa Croce and Cannaregio. On the north side, Cannaregio, are the Chiesa degli Scalzi (Church of the Barefoot or Discalced Monks) and the Santa Lucia (Ferrovia) railway station. The south side is the sestiere of Santa Croce.

Designed by Eugenio Miozzi, it was completed in 1934, replacing an Austrian iron bridge. It is a stone arch bridge.

Ponte degli Scalzi is located close to the site of construction of the fourth bridge over the Grand Canal, popularly known as Ponte di Calatrava although it was formally inaugurated as the Ponte della Costituzione. Construction was delayed in part due to controversy over its modern style, but the basic span was finally in place on August 11, 2007, and the bridge was opened for public use on September 11, 2008. This bridge is closer to the bus station than the Scalzi bridge.

Iglesia de Santa Maria de Nazaret

Santa Maria di Nazareth is a Roman Catholic Carmelite church also called Church of the Scalzi (Chiesa degli Scalzi) being the seat in Venice of the Discalced Carmelitesreligious order (Scalzi in Italian means "barefoot"). It is located in the sestiere of Cannaregio, near Venezia Santa Lucia railway station. It was built in the mid 17th century to the designs of Baldassarre Longhena and completed in the last decades of that century.

The Rococo facade, financed by the aristocrat Gerolamo Cavazza, was erected by Giuseppe Sardi, from 1672 to 1680. The four statues in the first order, the statue of the Virgin and Child, and the statues of Saint Catherine of Siena and St Thomas Aquinas are sculpted by Bernardo Falconi.

INTERIOR

The first chapel to the right has a statue of St John of the Cross, attributed to Falconi. The statues of Faith, Hope, and Charity are by Tommaso Rues. The third chapel on the left has a statue of St Sebastian (1669) with bronze bas-reliefs also attributed to Falconi.

The vault of the church nave once housed a major fresco by Giambattista Tiepolo depicting the Translation of the House of Loreto. Tiepolo had previously worked in the church, decorating the vaults of the chapel of St Teresa in 1727-1730 and chapel of Crucifix in 1732-33. He had also painted a Virgin of Mount Carmel for the Carmelite church of St Aponal; thus was well known to the order. Thus in 1743, Tiepolo arranged to work alongside Gerolamo Mengozzi Colonna, who provided quadratura for 1500 ducats; Tiepolo painted a daring vision of the flying House, transported by angels, which repels falling winged figures of heresey and falsehood (completed in 1745). The frescoes were destroyed by an Austrian bombardment from the mainland during October 24, 1915. From 1929 to 1933, Ettore Tito painted canvases and frescoes to repair the damage. The remains of the fragments of Tiepolo's work are now in the Gallerie dell'Accademia.

Canvases by Tiepolo such as Apotheosis of St. Teresa and Christ at Gesthemane (1732) are displayed prominently in the church. The altar was completed by Giuseppe Pozzo. Other works of art include a St Theresa in Extasis (1697) by Heinrich Meyring and a Crucifixion by Giovanni Maria Morlaiter.

The ashes of Ludovico Manin, the last Doge of Venice, are entombed here.

Meget små gader.... det bedste ved at være i sådan en by, er at fare vild, så oplever man det på en helt anden måde og venedig er helt sikker en by man kommer til at fare vild i.. Men nyd det.

San Geremia

San Geremia is a church in Venice, northern Italy, located in the sestiere of Cannaregio. The apse of the church faces the Grand Canal (Venice), between thePalazzo Labia and the Palazzo Flangini. The edifice is popular as the seat of the cult of Saint Lucy of Syracuse, whose remains are housed inside.

History

The first church was erected here in the 11th century, and was later rebuilt on several occasions. In 1206 it is mentioned to house the remains of St. Magnus ofOderzo (died 670), who had taken refuge in this area from the Lombards.

A first rebuilding was held under doge Sebastiano Ziani, the new church being consecrated in 1292. The current edifice dates from 1753, designed by Carlo Corbellini; the façade is from 1861. The brickwork bell tower (probably dating from the 12th century) has two thin Romanesque mullioned windows at the base.

Interior

The interior has rather sober walls. The altar and its presbytery are notable, with two statues of St. Peter and St. Jeremy Apostle (1798) by Pietro Antonio Novelli. The altar background has a monochrome fresco by Agostino Mengozzi Colonna depicting Two Angels uphold the Globe. A work by Palma the Younger (The Virgin at the Incoronation of Venice by St. Magnus) decorates the fourth altar. The church contains statuary by Giovanni Maria Morlaiter (Madonna of the Rosary) and Giovanni Marchiori (Immaculate Conception).

The church is object of pilgrimages and wide devotion for the presence of the relics of Saint Lucy, which were carried here in 1861 when the nearby church dedicated to herwas demolished. In 1955 Angelo Roncalli, future Pope John XXIII and then Patriarch of Venice, had a silver mask put on the saint's face to protect it from dust.

The saint's body was stolen on July 7, 1981, but was restored in December of the same year without any ransom.

la Maddalena

La Maddalena (Italian: Santa Maria Maddalena in Cannaregio, usually referred to simply as La Maddalena) is a church in Venice, Italy, in the sestiere ofCannaregio.

A religious edifice is known in the site as early as 1222, owned by the Balbo patrician family. When, in the mid-14th century, the Venetian Senate established a public holiday for Mary Magdalene's feast, it was decided to enlarge the church, including a watchtower which was turned into a bell tower.

The church was restored in the early 18th century, but in 1780 it was entirely rebuilt under design by Tommaso Temanza, with a circular plan inspired by thePantheon in Rome. The bell tower was demolished in 1888. The most notable feature is the portal, with masonic symbols over the door (probably connected to the Balbo's membership in the Knights Templar). The interior has hexagonal plan with four side chapels and a presbytery.

Outside the apse is a 15th-century basrelief of the Madonna with Child.

Fray Paolo Sarpi

Paolo Sarpi (14 August 1552 – 15 January 1623) was a Venetian historian, prelate, scientist, canon lawyer, and statesman active on behalf of the Venetian Republic during the period of its successful defiance of the papal interdict (1605–1607) and its war (1615–1617) with Austria over the Uskok pirates. His writings, frankly polemical and highly critical of the Catholic Church and its Scholastic tradition, "inspired both Hobbes and Gibbon in their own historical debunkings of priestcraft." Sarpi's major work, the History of the Council of Trent (1619), was published in London in 1619; other works: a History of Ecclesiastical Benefices, History of the Interdict and his Supplement to the History of the Uskoks, appeared posthumously. Organized around single topics, they are early examples of the genre of the historical monograph.

As a defender of the liberties of Republican Venice and proponent of the separation of Church and state, Sarpi attained fame as a hero of republicanism and free thought and possible crypto Protestant. His last words, "Esto perpetua" ("may she [i.e., the republic] live forever"), were recalled by John Adams in 1820 in a letter to Thomas Jefferson, when Adams "wished 'as devoutly as Father Paul for the preservation of our vast American empire and our free institutions', as Sarpi had wished for the preservation of Venice and its institutions,"

Sarpi was also an experimental scientist, a proponent of the Copernican system, a friend and patron of Galileo Galilei, and a keen follower of the latest research on anatomy, astronomy, and ballistics at the University of Padua. His extensive network of correspondents included Francis Bacon and William Harvey.